Helstøbt holdindsats i sejr over HB Køge.
søndag 1. aug 2021 - Michael Hentrich

Hvidovre var i dag taget sydpå, for at møde storsatsende HB Køge. Det kunne godt være med lidt bange anelser over, om den lidt kaotiske opstart, stadig kunne påvirke spillerne. Men allerede efter 5 minutter, får HIF lagt et pres, som udmønter sig i to hjørnespark, der dog ikke kommer noget ud af. Den første større chance, tilfalder HIF, efter små 20 minutter, da Kim Aabech sender et frispark godt ind til kanten af feltet, hvor Tobias Thomsen får hovedet på, men Køges målmand kan følge bolden hele vejen, og griber ud. Og så i det 27. minut, kan de tilrejsende fra Hvidovre juble. Mohamad Fakhri Al-Naser bryder godt igennem på venstrekanten. Spiller ind i midten, hvor der afsluttes, men bolden tager stolpen. Riposten ryger direkte ud på HB Køges Daniel Thøgersen, for at springe tilbage og i mål til Hvidovre-føring. I det 37. minut, opstår der en mindre batalje, hvor Køges Mike Jensen sender en albue i hovedet på en HIF-spiller, hvilket udløser et direkte rødt kort. I samme moment indkasserer Kim Aabech et gult kort. I halvlegens sidste minut, er det igen HIF, med et fint opspil i venstresiden, som spilles ind til Frederik Carlsen, som igen finder Martin Spelmann på midten, og han tager et enkelt træk, og sender en god flad afslutning afsted. HB Køges målmand kommer dog ned, og får verfet bolden på indersiden af stolpen, hvor den ryger tilbage og rammer ham i ryggen og går i mål. Det blev en første halvleg, med et forbavsende afventende Køge-mandskab, hvor man kunne have troet de var kommet med 200 i timen. Men HIF formåede at spille klogt, og slå til på de rigtige tidspunkter.

HB Køge prøver at komme igen i 2. halvleg, og får sat HIF under pres. Heldigvis var effektiviteten ikke så høj, så stormen bliver redet af. Da Køge ikke kan spille sig igennem, forsøger de med et mere fysisk præget spil, men heldigvis lader HIF-mandskabet sig ikke kyse. Med 20 minutter igen, bider HIF så tilbage, og efter et fint angreb, sender Tobias Thomsen bolden på overliggeren. I det 82. minut får HIF et hjørnespark, som sparkes skråt ind i feltet, hvor en helt umarkeret Magnus Fredslund, stille og roligt sætter en behersket inderside på, og en paralyseret målmand kan blot se til, at føringen bliver øget til 0-3. Hvidovre kører den stille og roligt hjem i de sidste minutter, og kan tage nordpå med tre point i bagagen.

Cheftræner, Per Frandsen: Det var en flot helstøbt indsats fra vores side. Vi var dygtige - hver gang de forsøgte at komme igennem, så fik vi afvist. Vi troede måske at de kom lidt mere frem, selvom vi havde set det afventende spil, HB Køge havde mod AC Horsens, men det kom aldrig rigtigt. HBK forsøgte at gøre spillet fysisk, men vi hoppede ikke med på den, og spillede os klogt ud af situationerne. Vi er meget tilfredse, og nu skal spillerne nyde sejren i dag og i morgen, og så ser vi frem mod den næste kamp.

Fakta

HB Køge - Hvidovre IF 0-3

Tilskuertal: 1925

  • Selvmål, Daniel Thøgersen 0-1 (27.)
  • Mike Jensen (HBK) (37.)
  • Kim Aabech (37.)
  • Martin Spelmann 0-2 (45.)
  • Magnus Fredslund (46.) (Daniel Stenderup)
  • Christopher Østberg (62.)
  • Andreas Kiel Smed (74.) (Mohamad Fakhri Al-Naser)
  • Matti Lund Nielsen (74.) (Fredrik Carlsen)
  • Nemanja Cavnic (HBK) (76.)
  • Magnus Fredslund 0-3 (82.)
  • Nicklas Halse (83.) (Martin Spelmann)
  • Lasse Brandt Hansen (89.) (Tobias Thomsen)

Holdopstilling

Udskiftningsbænk

Kalender

30-08-21 Hvidovre IF Hobro IK 2-2
08-09-21 Nørrebro FF Hvidovre IF 1-3
12-09-21 FC Helsingør Hvidovre IF 2-2
19-09-21 Hvidovre IF Vendsyssel FF 3-2
25-09-21 Lyngby BK Hvidovre IF
29-09-21 FA 2000 Hvidovre IF
02-10-21 Hvidovre IF AC Horsens
Se hele sæsonen