Flot afslutning på Pro Ventilation Arena
mandag 23. maj 2022 - Michael Hentrich

Så var det tid til sæsonens sidste hjemmekamp på Pro Ventilation Arena. Modstanderen var Helsingør, som sidst de gæstede stadion, gav HIF en lektion på 4-0. Siden har HIF dog vundet i Helsingør, så der var lagt op til noget af et opgør, der samtidig gjaldt kampen om 3. pladsen. Og HIF satte sig på kampen fra start. Men det bliver dog Helsingør, der kommer frem til den første afslutning, efter 5 minutter, som dog sendes langt over Hvidovre-målet. Og så, i det 8. minut, letter "taget" på stadion. Tobias Thomsen bryder et Helsingør-opspil, og han ser hurtigt Christoffer Boateng, der, med den rette stikning, har en motorvej mod Helsingør-målet. Og den stikning får han. Boateng sprinter fra den bageste Helsingør-mand, og alene med målmanden, sender han usigeligt sikkert, bolden ind over denne. De næste 20 minutter foregår det meste af spillet midt på banen, og der er ikke rigtigt nogen af holdene, der kommer frem til noget. I det 26. minut får HIF en kæmpe-chance, da Christoffer Boateng igen er på færde, og hamrer bolden på stolpen fra tæt hold. Men et par minutter senere gør han "skaden" god igen, da han hamrer en aflevering fra Martin Spelmann, i nettet. Lige inden slutfløjt for 1. halvleg, er Helsingør igennem, men Filip Djukic i Hvidovre-målet, kommer godt ud, og får blokeret yderligere tiltag.

En fin 1. halvleg af HIF, og føringen er ikke et mål for stort. Det er bestemt ikke meget man har set til Helsingør, og de få muligheder er sendt over mål, eller sikkert taget af forsvaret.

Mønsteret gentager sig i 2. halvleg. I det 50. minut får Helsingør dog to muligheder, men den første sendes langt over mål, og anden gang er Djukic godt ude, og sikrer sig bolden. Marcus Lindberg forsøger sig fra distancen i det 52. minut, men også han, sender bolden langt over mål. Lindberg forsøger igen 3 minutter senere, men efter en glimrende dribletur gennem feltet, får han sendt bolden højt videre, og lige ind i armene på Helsingørs målmand. I det 57. minut forsøger Helsingør med en dyb stikning, og der forsøges lobbet over Djukic, men glimrende, får han lige det yderste af neglene på, selvom han er gået til modsatte side, og får givet hjørnespark. Det bliver lidt spillen frem og tilbage, de næste 20 minutter, og der er ikke rigtigt nogen af holdene, der kommer frem til store chancer. Med et kvarter tilbage, sender HIF en ny ung spiller, Marius Holst Papuga på 17 år, på banen, og han viste hurtigt eksempler på sin kunnen - han skal nok blive et spændende bekendtskab. I det 85. minut, er Helsingør dog tæt på, men med en fabel-agtig refleks, får Djukic afværget og sendt bolden til hjørne, hvilket der ikke kommer noget ud af. Tobias Thomsen er lige ved, i det 88. minut, efter glimrende opspil med Magnus Lysholm, men hans afslutning går lige over overliggeren. Thomsen får en sidste mulighed minuttet senere, men afslutningen bliver ikke hård nok, og går i armene på Helsingørs målmand. Og efter 3 minutters overtid, fløjter dommeren kampen af, til stor jubel for de fleste på stadion. Nu mangler der så blot den sidste kamp ude mod AC Horsens, der på nuværende tidspunkt er rykket op i superligaen.

Cheftræner, Per Frandsen: Drengene spillede en fantastisk kamp. De skaber meget, og viser alt det vi står for. Desværre er det lidt for sent, i forhold til en oprykning. Og en fin debut til Marius Papuga, der kommer ind og gør det fint - og han er kun lige fyldt 17 år. Men ellers gode præstationer over hele linjen.

Fakta

Hvidovre IF - FC Helsingør 2-0

1. Division Oprykningsspil

Tilskuertal: 1116

  • Christoffer Boateng 1-0 (8.)
  • Christoffer Boateng 2-0 (30.)
  • Andreas Kiel Smed (60.) (Marcus Lindberg)
  • Fredrik Carlsen (60.) (Christopher Østberg)
  • Marius Holst Papuga (76.) (Martin Spelmann)
  • Mohamad Fakhri Al-Naser (76.) (Christoffer Boateng)
  • Magnus Fredslund (89.) (Magnus Lysholm Petersen)

Holdopstilling

Udskiftningsbænk